| Snowdome
Ca. 60 km syd for Hamborg, i den lille by Bispingen, ligger den store indendør skihal, Skihalle Bispingen eller SnowDome. Her løbes på sne 365 dage om året, og det er en skøn og nem måde at prøve sit skiløb af på en endagstur.
Skiløbet og -området
Vil du være 100% sikker på sne og frostvejr og på, at det hverken regner eller stormer, så prøv at tage på en endagstur til Bispingen lidt syd for Hamborg, Her ligger den stor Skihalle Bispingen på 23.000 m2, med pister og en funpark med pipes og bokse.
Sneen er måske lidt tyk og blød, hvilket man også kender fra andre steder med kunstsne. Men den er såmænd ganske udmærket at køre på og hallen er stor nok til, at der er plads til mange forskellige slags skidiscipliner. Selve pisten er ca. 200m lang med funparkområdet i højre side, ved siden af slæbeliften.
Det koster et par hundrede kroner at komme ind, men så må du også være i SnowDome lige så længe, du har lyst. Skal du leje dit udstyr, så kan du gøre det til overkommelige priser.
|