destinationkort fra Norge
Historisk set er Norge vel nok mest kendt for sine langrendsområder, som er nogle af de bedste i hele verden. Men i de senere år her man rigtig mange steder i Norge indset, at den alpine skisport er ”kommet for at blive” og at det er en rigtig god indtægtskilde. Derfor har man udbygget sine alpine områder, og mange en dansk skiløber har trådt de første skridt med slalomstøvlerne på i områder som Opdal, Trysil eller Hemsedal, hvor de norske fjelde viser sig fra sin smukkeste side.
Mange skiløbere, som i årevis har foretrukket Alperne, må i dag erkende, at mange destinationer i Norge faktisk har særdeles høj kvalitet, varierede og velpreparerede pister, en fornuftig faldhøjde, og et topmoderne liftsystem.
Norge er også rigtig godt for familieferien. Områderne er overskuelige, sproget er til at forstå og så gør man rigtig meget ud af børnene på stort set alle destinationer. Og mange steder bor man ”lige i smørhullet” – på, eller lige ved pisterne - og kan spænde sine ski på ved fordøren og sætte dem igen ved bagdøren.
Prisniveauet er højt i Norge, og bor man i hytter, så ser vi ofte, at bagagerummet er fyldt op med diverse fornødenheder til at ”overleve” de fem eller syv dage, som skiferien varer.
