Kommentarer

10. december  2007   Søren Jespersen
'klippet og sakset... Som en hvid diamant ligger den italienske Marmolada-gletscher og glimter i over tre kilometers højde. Klatrere og bjergvandrere kommer langvejs fra for at prøve kræfter med Dolomitternes dronning. Det er besværligt at komme op, men den belønning, der venter en, er hele slidet værd. Foran os rejser klippevæggene sig næste lodret. Den eneste måde, hvorpå vi kan komme videre, er at tage vores steigeisen - en slags pigsko - af, lægge dem i rygsækken og starte på en halv times klatring. Det er begyndt at sne, så vi lyner jakkerne godt til, men vanterne tager vi af - det er nødvendigt, hvis vi skal have føling med klipperne. Det første stykke er meget stejlt, og vi bruger isøkse for at hive os op på klipperne. Heldigvis har bjergføreren fundet et stykke Via Ferrata, hvilket er en klatrerute, som er sikret med stålwire. Det rigtig udstyr til en Via Ferrata er en klatresele, hvori der er fastgjort to slynger med karabinhager. Teknikken er, at man kikker den ene karabinhage i wiren og klatrer op, og når man kommer til de ståløjer, der fastholder wiren, klikker man den anden slynge på wiren efter ståløjet - så er man hele tiden sikret. Guiden kravler i forvejen og sikrer os med et tov, så vi nøjes med at tage fat i stålwiren med hænderne og klatrer opad. Turen startede tidligt om morgenen. På hotellet fik vi justeret steigeisen, der spændes hårdt på støvlerne, vi fandt den rigtige størrelse på klatreselerne og pakkede den korrekte påklædning i rygsækken. Bruno, vores guide, startede sin jeep og tyve minutter senere stod vi ved foden af Marmoladabjerget. Turen til Punta Penia, der ligger i 3342 meters højde, er delt i fire etaper. Den første - og langt den behageligste - foregår i lift. Her kan man nyde turen op i højderne, uvidende om, hvilke strabadser, der venter én. Men herefter er det hårdt arbejde. Gletscheren starter i 2650 meters højde, så næsten 700 højdemeter skal overvindes til fods. Det første stykke på gletscheren er en lang, men stejl opstigning, hvor det er nødvendigt at have steigeisen på. SÅ kommer et næsten lodret klippeparti, hvor man klatrer, og til sidst skal den afsluttende etape til toppen tilbagelægges på en bjergkam. Endelig er vi oppe, hvor bjergkammen begynder. Klatrestykket har ikke været svært, men de sneklatte klipper, vores kolde fingre og den tynde luft har alligevel haft sin virkning, så vi er alle lettede, da vores steigeisen igen kan blive fastspændt. Nu starter sidstse etape mod toppen - en halv times vandretur på den vestlige bjergkam. Bruno spænder os fast til tovet og viser vej. Det er tåget, så vores sigtbarhed er begrænset, men terrænet er nemt at gå i, så tovet virker lidt overflødigt. Pludselig kommer der et hul i den sky, som vi befinder os i. På venstre side af os går det næsten lodret ned og få meter til den anden side er der et vertikalt fald på 50 meter. Vi priser os lykkelige for at være fastspændte og det er tydeligt, at bjergføreren kan sit kram. På toppen venter belønningen - ud udsigt, der er ubeskrivelig. Punta Penia er det højeste punkti Dolomitterne, så alle de andre bjergtinder ligger under én. Mod nord kan man se langt ind i Østrig og mod sydøst kan man i klart vejr se Venedig. Hver gang, der kommer et hul i skyerne, står vi tavse og beundrer sceneriet og de tre timers slid for at nå toppen er hurtigt glemt. Hundrede meter fra toppen ligger Rifugio Punta Penia. Trods det flotte navn er der ikke tale om en femstjernet restaurant. "In natura," smiler værten, da vi træder indenfor og spørger efter et toilet. Kurt efter bliver vi bænket i nærheden af brændeovnen og bestiller mad. Her er så ufremkommeligt, at langtidsholdbare forsyninger flyves op et par gange om året med helikopter, og værten, der selv er en fremragende klatrer, henter to gange om ugen friske forsyninger af brød i sin rygsæk. Flere grupper kommer ind for at nyde en gang suppe eller et måltid brød & Speck. En del vandrere bevæger sig op på toppen og ned igen samme dag, mens enkelte vælger at overnatte i hytten. Derfor er der indrettet en lille afdeling nær brændeovnen, hvor det er muligt at ligge ned. Prisen for en overnatning, morgen og aftensmad er 250 kromer og det er rart at have den mulighed i baghånden, hvis man skulle blive overrasket af dårligt vejr. Værten har en gæstebog, som alle besøgende naturligvis skal skrive i. De fleste nøjes med at notere navn og dato, men enkelte har forsøgt at formulere sig lidt mere varieret. En meget poetisk italiener har skrevet: "Nu har jeg rørt himlen uden at slippe jorden med fødderne" På turen ned får det lettere, men den mellemste etape, klatrestykket, er dog i mellemtiden blevet endnu mere vådt og glat, end det var om formiddagen. Vi sikres derfor med et tov, og Bruno finder hele tiden klippestykker, der kan fungere som anker for rebet. På den nederste og fladeste del af gletscheren får vi lov til at lege. Vi spænder vores steigeisen af og kurer på ryggen ned over isen og når lidt efter den nederste kant af gletscheren, hvor turen stopper. Udstyret pakkes sammen, og vi takker Bruno for en meget flot oplevelse. Efter et sidste blik mod toppen tager vi liften ned i dalen og sætter kurs mod hotellet. I Campitello, der er naboby til den mere kendte Canazei, har bjergguiderne deres kontor. Fassadalen er centrum for skiløb, klatring og paragliding, og nogle af Italiens bedste instruktører er samlet her. Vores bjergfører, Bruno, er med i den komite, der godkender franske og italienske alpinguiders praktiske evner, og han er jævnligt i Chamonix som eksaminator. Verdensmesteren i paragliding er også fra byen, så man får kompetent rådgivning, når man henvender sig på kontoret. Prisen for en dag med bjergfører afhænger af opgavens art, men det koster ca. 1.400 kroner for en syvtimers gletscher-bestigning, inklusive udstyr (klatreseler og steigeisen). Pengene er givet godt ud. Bruno er utrolig sikker i bjergene og vi føler os hele tiden i trygge hænder. En gang om ugen arrangerer guiderne en gratis vandretur rundt om Sella-massivet ( dog skal der tages højde for udgifter til liftkort). Mange skiløbere har prøvet den klassiske Sella Ronda om vinteren og sommerruten, der kan klares på en dag, følger i store træk skipisterne. Pensione Genzianella, vores hotel, har balkon med udsigt til bjergene og her havner vi efter turen. Vi smider os i liggestolene, puster ud og henter lidt efter en flaske champagne, der har ligget på køl hele dagen i vores bidet. Sjældent har en forfriskning smagt så godt. Hotellets vært fuldender dagen med en fyldig fireretters menu. De fleste af gæsterne kommer for at vandre i bjergene, så det er solid kulhydratig kost, der bydes på. Denne aften serveres porresuppe samt spinatmousse i butterdej til forret. Til hovedret får vi kalvekød med nøddepesto samt frisk frugt og kage til dessert. Hvis man er på diæt, skal man holde sig langt væk fra Genzianella. Det kræver en overmenneskelig viljestyrke at sige nej til de lækkerier, vi får serveret, og hver anden dag spændes livremmen et-hul ud. Resten af ferien tilbringes i dalen, men hver dag kigger vi op mod Marmoladagletscheren og tænker: "Yes, vi gjorde det!" '

 Side 1 af 1   |  Gå til side      1