Indtast søgning

Skinyheder


De bedste skiløbere tager til Østrig

30.11.09 / af Østrigs Turistbureau / 0 kommentar(er)
De bedste skiløbere tager til Østrig

Her har vi Østrig og de østrigske skipister i en nøddeskal

De bedste skiløbere tager til Østrig

 

Den danske skiturisme til Østrig har været støt stigende i de forgangne år – faktisk er der på blot tre sæsoner sket en stigning på hele 18 %, og rigtig mange af de danske gæster er gengangere. Mange er skientusiaster, for hvem den årlige skiferie nærmest er obligatorisk.
De erfarne danske skiløbere efterspørger krævende og varierende nedkørsler, og dem findes der et utal af i de alpine skiløbsdiscipliners moderland Østrig. De højt beliggende skisportssteder og gletsjere garanterer skiløb hele året rundt, men det der for alvor trækker er jagten på det usædvanlige. Danskerne kan ikke få det eventyrligt nok, så sorte pister med drabelige hældninger samt guidede ture udenfor de afmærkede ruter er lige sagen.Det ved Michael Andersen alt om. Den 45-årige dansker har boet i Østrig i over 15 år og driver en outdoor- og skiskole. Michael Andersen er statsligt anerkendt skilærer og uddannet på alle niveauer og specialist i danskernes særlige ønsker.
– Jeg har selv rejst verden rundt og stået på ski alle nævneværdige steder, men slog mig til sidst ned i Østrig, fordi der ikke findes bedre betingelser for ubegrænset skifornøjelse end i Østrig. Og så er der i øvrigt hamrende smukt hernede, så mens adrenalinen pumper rundt i kroppen er naturen samtidig balsam for sjælen, siger den erfarne instruktør, der ved, hvad danskerne efterspørger.
– Generelt findes der rigtig mange gode danske skiløbere, og derfor er der mange, der går efter de helt specielle oplevelser. Først og fremmest skal pisterne være perfekte og ikke mindst udfordrende, men også heldagsture, hvor den står på uberørt pulversne eller free riding, er blandt de foretrukne aktiviteter, og her har Østrig bare så mange flere strenge at spille på end andre skilande.

 

Her samles de bedste skiløbere
Uanset om man tager til de østrigske delstater Tirol, Salzburg eller Steiermark venter der velklingende navne som Ötztal/Sölden, Skicircus Saalbach Hinterglemm Leogang eller Schladming Dachstein, der hver især borger for de bedste betingelser for en hæsblæsende skiferie. Og det er bl.a. her man finder de mange danske skientusiaster, der for manges vedkommende har stået på ski fra barns ben af.
I Ötztal boltrer de mange skiløbere sig på i alt otte højtbeliggende skiområder og navnlig områderne Sölden og Obergurgl-Hochgurgl ligger på toppen af alperne og i danskernes bevidsthed. Stejle nedkørsler, komfort og luksus eller blot tid til nydelse og fordybelse er stikordene for ferie i Ötztal, og gør den til en af de bedst besøgte set med danske øjne. 
Skicircus Saalbach Hinterglemm Leogang og Schladming Dachstein ligger i hver sin delstat, men har alligevel en del fælles karaktertræk. Begge er de kæmpestore alpine skiområder af høj standard med et enormt udvalg af varierende pister – Schladming Dachstein er endda del af en sammenslutning af 25 skidestinationer, der går under fællesbetegnelsen Ski amadé, og alene her er der over 860 km pister i alle sværhedsgrader at vælge imellem. Det rige udvalg og de mange pister har gjort, at både Skicircus og Schladming Dachstein i Ski amadé hvert år lokker tusindvis af danske skiløbere til, der ikke kan få nok action på ski.

 

Kombineret by- og skiferie
En anden udpræget tendens som mange danske vintergæster i Østrig har taget til sig er, at kombinere skiferien med kulturelle tilbud og storbyens glæder. Salzburg har f. eks. indført en snow shuttle, der kører til forskellige skiområder hver eneste dag.
Så mens man nyder Mozartbyens fredfyldte atmosfære og verdensberømte julemarked den ene dag, kan man give den fuld gas med vovet downhill action allerede den næste dag.
–  I dag er Østrigs pister stadig det største trækplaster, men mange vil gerne opleve mere end sne og stejle pister. Derfor vælger mange at tage en dag eller to med kultur- eller naturoplevelser. Så kan de ømme ben også få lidt hvile, siger Michael Andersen.

Mange vælger f.eks. også at holde ferie lige udenfor Salzburg i det smukke Salzburger Seenland. Her har f.eks. Hotel Gmachl specialiseret sig i skituristernes behov. Et overdådigt udbud af wellness og gastronomi forkæler de kræsne gæster i naturskønne omgivelser, mens byens seværdigheder kun er få minutters kørsel væk. Sådan skabes den perfekte balance mellem afslapning, kulturelle oplevelser og ikke mindst det allervigtigste – vintersport for alle pengene i de mange omkringliggende ski-eldoradoer som f.eks. Zell am See, hvor Michael Andersen har sin skiskole.



Giv 1 stjerner Giv 2 stjerner Giv 3 stjerner Giv 4 stjerner Giv 5 stjerner 2,9 stjerner fra 173 brugere

Læs mere her: www.austri.infoFlere nyheder fra: Østrigs Turistbureau


Ingen kommentarer skrevet i øjeblikket

Skriv en kommentar


   Kode: