Hej skivenner
Jeg synes lige at I skal ha mulighed for at læse denne fede artikel om randonne:
Randonnéeskiløb er en af de mest spændende former for skiløb der findes. Så slip hælen løs, sæt skind under skiene, og der venter dig helt nye og usædvanlige oplevelser på ski.
Jeg gør det aldrig igen. ALDRIG!
Guderne skal vide, at jeg ofte har sagt det til mig selv dagen efter en after-ski, der har udviklet sig til at være mere before- end after-ski. Men stående i ingenmandsland - midtvejs mellem velkendte, velpræparerede pister og den hytte, hvorfra der med jævne mellemrum kan høres opmuntrende tilråb fra resten af holdet - så har jeg aldrig ment det så seriøst som nu.
Lungerne, der er vant til mere end 20 cigaretter dagligt, har fået en alvorlig overdosos frisk bjergluft og er stårt af ca. 500 højdemeter længere nede ad bjerget. Hjertet gallopperer afsted i et uhørt rasende tempo, og der skal væsentlig mere end god viljestyrke til, for at se udover min egen miserable tilstand og nyde det vidunderlige scenarie jeg står midt i. Randonnéeskiløb er ensbetydende med masser af oplevelser, som ingen anden form for skiløb kan give. Men ligeså smuk denne form for skiløb, hvor det går mere op end ned ofte er, ligeså skånselsløst kan det også være.
Pulstræning anbefales
Jeg burde have været klar over, at der var noget højst usædvanligt i vente. Sammen med rejsebeviset fulgte der nemlig flere siders gode råd om fysisk træning og forberedelse til en uges randonnée-ferie i de italienske Dolomiter omkring skisportsbyen Canazei. Pulstræning, vejrtrækningsøvelser og masser af spinning og trappeløb bliver anbefalet. "Ikke mindst for ens egen skyld. For når det begynder at gå opad, skal der ikke mange meter til, før man opdager at man her et hjerte", som rådet lyderfra Winther Rejser, rejsebureauet, der har gjort randonnéeskiløbet til et af selskabets specialer.
Men alverdens spinning var efter en nat på Speckkeller - Canazeis bedste diskotek - omtrent lige så værdiløs som det glas panodiler jeg slugte før morgenmaden. Selv efter at have nået toppen med varm te og masser af opmuntrende ord, var jeg overbevist om at denne form for skiløb ikke var noget for mig.Turen i San Pellegrino var kunn tænkt som en gang let opvarmning, hvor det uvante randoeeée-udstyr skulle prøves af. Og jeg døde allerede. Pludselig stod det klart for mig, hvorfor jeg altid har tilhørt dem, der sidder i liften og kun har en let hovedrysten og et smil til overs for de stakkels randonnée-løbere; livet er for kort til skiløb uden lifter.
En times tid og ca. 1000 højdemeter nede er alle tanker forduftet som dug for den bagende forårssol over Dolomitterne. Med en smøg i den ene hånd, en stor fadøl i den anden og evnen til pludselig at kunne trække vejret igen, er randonnéeskiene pludselig blevet min venner. Sammen har vi lige været på en forrygende off-pistetur, der uden tvivl går over i historien - min historie. For nok var det ikke champagnepudder og nok var de sidste femhundrede meter ren is. Men det var mit, og jeg fik kun lov til at nyde det på grund af den kraftanstrengelse jeg før bandede så langt væk.
- Der findes kun tre rigtige sportsgrene: jagt, tyrefægtning og randonnée-skiløb. Resten er lege! med de ord af Ernest Hemmingway vågnede jeg op dagen efter. I dag startede ferien rigtigt. Turen igår var jo kun indledende øvelser, og nu skulle jeg vise bjerget, hvem der bestemte. Selvsikkerheden var stor, da de syntetiske skind blev spændt på skiene før mødet med gruppens tre bjergguider og bjergtoppen Crepa Neigra. Efter to timers øvelser i de forskellige svingteknikker der bruges under opstigningen i randonnée, var selvtilliden dog ligeså lille som dagen før.
You fuc.... freeriders!
- if you don't concentrate, you fall. And if you fall, you die, lød det igen og igen på gebrokkent engelsk fra Bruno Pederiva, der i sleskab med schæferhunden Roy blev min guide resten af ugen. Øvelserne bev gentaget igen og igen indtil Bruno var tilfreds. Og vores sukken over at spadsere rundt og øve to-punkts, tre-punkts og fire-punkts vendinger alt efter bjergets stejlhed, affødte kun et "oh, ypu fucking freeriders" fra Brunos side.
- Ski Aplinisme (den italienske betegnelse for randonnée, red.) handler ligeså meget om turen som om turen ned. De der ikke forstår dét, kan ligeså godt blive herned og kkøre off-piste i kanten af pisten.
Så hård og kontakt var meldingen fra morgenstunden, og det går da også hurtigt op for folk at randonnée-skiløb i høj grad handler om turen op. Hvis du ikke er i stand til at nyde turen op, så er det helt klart ikke en randonnée-tur du skal investere i næste gang der skal findes udfordringer på ski. Hvis det udelukkende handler om at skulle have så mange kilometer puddersne i benene i løbet af en ferie som overhovedet muligt så er pengene givet væsentligt bedre ud på en heliskiing-ferie ved Monte Rosa.
For på randonnée-ski går det mere opad end nedad. I hvert fald tidsmæssigt. Men efter gansge kort tid med skind under skiene, oplevede de fleste på turen at det at cruise i store carvingsving eller lave flotte, hurtige otte-taller i den uberørte puddersne blot blev et mindre gode ved siden af det det i virkeligheden handlede om: oplevelsen ved egen kraft at undertvinge sig de bjerge, skiløbere normalt kun beundrer fra skiliften, mens snakken går om, "hvorfor man ikke har lavet en lift derover, der er jo forrygende off-pistemuligheder". På randonnéeski e mulighederne over det hele, og det er kun egne evner og himlen, der sætter grænserne for udfoldelserne.
Val d'Orso
At det kun er himlen der sætter grænsen fik jeg virkelig en forsmag på, på den sidste dag på randonne-ski. En halv times kørsel fra canazei ved skiområdet Falcade var Turen starter mellem grønne marker fulde af forårskåde heste, der lige har fået årets første græs under hovene. Alligevel lykkes det for vores bjergguide Bruno efter få hundrede meter til fods at finde et snedækket spor, der er præcis bredt nok til et par randonnée-ski. Som det har været tilfældet hele ugen, bager solen ubønhørligt fra en skyfri himmel, og selv i sporet mellem de høje graner bliver det hurtig nødvendigt at pakke fleecetrøjen i tasken og smøge svedundertrøjens ærmer op.
- Husk at lade skiene glide, lyder det pludselig fra fyren bag mig. Randonnée handler i høj grad om teamwork. I modsætning til almindelig skiferie, hvor selv store forskellie i teknisk formåen og fysisk form ikke betyder noget voldsomt, så er man på randonnée-ski uhyre afhængig af hinanden. Særligt når det går stejlt opad på fjerde time. Derfor er det meget vigtigt at holde øje med hinanden, og det skorter da heller aldrig på velmenende råd, opmuntringer, en tår vand eller et stykke chokolade, når en af holdkammeraterne er ved at gå sukkerkold. En støtte der kan være uundværlig. Især hvis man som jeg hører til typen, der aldrig ville få gennemført et marathon, bare fordi snakken om 'muren' er nok til at afholde mig fra at gøre forsøget.
Muren møder også enhver på randonnée-ski. Men heldigvis er udsigten så smuk at mødet med muren let kan skjules ved blot at stoppe op et par minutter og lade blikket skue ud i horisonten - der er aldrig én, der vil stille spørgsmålstegn ved motiverne til at gøre det. Selv når opstigningen bliver så stejl at zig-zag-mønsteret nede fra dalen ligner noget man lavede, da man tog symsakinekort i fjerde klasse, og den svad der løber ned i øjnene ligeså meget er et udtryk for angst, om for fysisk udfoldelse. En angst der dog er fuldkommen ubegrudet. Bjergguiderne kender bjergene ud og ind og tager kun gæster med på ture, som de med 100 procents sikkerhed ved ikke overstiger gæsternes evner.
Det er benene dog fuldkommen ligeglade med lige nu. Jeg bander de gange jeg droppede trappetræningen derhjemme langt væk. De lang, spinkle kontorben bæver under mig og kun stoltheen gør, at jeg ikke giver op og lader mig sætte af resten af gruppen for anden gang i løbet af ugen. Ikke nu, ikke så tæt på mål.
På toppen af Cima Bocche
Tilfredsstillelsen er da også enorm, da toppen Cima Bocche nåes. De forvredne ansigstræk afløses af smil og stolthed. Men all er færdige. Kun Brunos schæfer Roy springer legesyg rundt mellem madpakker og vandflasker. Vi andre spiser vores frokost i en næsten andægtig tavshed, der kun afbrydes af et enkelt "hold kæft, hvor er det fedt" eller "fuck en udsigt" angeng imellem.
Jeg tror vi kunne have siddet der for evigt, bare sidde og suge indtryk og oplevelser til sig, hvis ikke den første sky i hele ugen havde mindet os om at der ventede os en blød pudderdydne hele vejen ned gennem Val d'Orso. Af med den våde svedundertrøje og på med jakken, og så ellers bare der ud af. Det er ren lykke at mærke den kolde vind i ansigtet og den bløde dyne af jomfruelig pulversne under de udmattede ben, der for blot en lille time siden kæmpede sig den anden vej.
Glæden ved knap en times forrygende off-piste efter fem timers knaldhårdt arbejde, kan måske være svær at få øje på, vis man aldrig har prøvet randonnée. Men jeg tror at de fleste deltagere på randonnéeugen i Canazei på et tidspunkt idså sandheden i Bruno Pederivas ord om, at alpinisme lige så meget handler om turen på som om turen ned.
Siddende med en kold fadøl for foden af Cima Bocche indså jeg det i hvet fald. Og med trætte ben og ømme fødder, man med et hoved fuld af store oplevelser og bjergtagende bjergtoppe indså jeg for første gang, hvad en dansk filosof mente, da han skrev "løbende gannem sneen med sin hemmelige samling sommerfulge, som en engel ind i himlen".
Ordene om at jeg aldrig ville gøre det igen har jeg ædt i mig igen flere gange senere, og jeg tror aldrig jeg tager på ski igen uden skind i rygsækken.
__
|
Kommentarer (15) 
RSS Feed
