Jeg var på ferie i Norge med et hold venner for at stå på ski. Jeg var første gang for mig, men de andre havde været af sted et par gange. Vi startede den første dag på en mellem svær piste. Jeg var fuld af optimisme, og de andres sagde, at jeg sagtens kunne klare det.
Det gik også fint - de første 5 meter efter jeg kom af liften. Så styrtede jeg og lå i vejen for alle de andre der kom af liften. Så var selvtilliden ligesom brudt. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men den piste som jeg skulle ned af var næsten lodret, og når jeg fik for meget fart på, så vidste jeg ikke bedre end at smide mig ud til en af siderne.
Kammeraterne var i fuldfart på vej ned af pisten, så jeg måtte køre ned på egen hånd. Jeg ved ikke hvad de andre skiløber på pisten tænkte om mig, når de så mig på vej ned. Jeg måtte smide mig for hver i sneen for hver 10 m, for derefter at komme på benene igen med møje og besvær.
Jeg nåede til den erkendelse, at jeg hellere måtte finde børnebakken og øve mig lidt - for at tage pisterne ned på røven, var ikke den sjoveste oplevelse.
Børnebakken havde jeg for mig selv. Her stiftede jeg bekendtskab med en slæbelift for første gang. Jeg tog rask fat med højre hånd, og lod mig trække op af bakken.
Halvvejs oppe kunne jeg mærke at min arm syrede til, og jeg tænkte: at det var utroligt, at små børn kunne holde til at lade sig trække op på den måde.
Med det i tankerne ville jeg ikke give op, og kæmpede for at holde fast, selvom kroppen hellere vile smide sig i sneen igen.
Jeg klarede mig til toppen og med en lille følelse af succes satte jeg af sted på vej ned af børnebakken. Jeg klarede den hele vejen ned uden at styrte, men kunne mærke, at jeg havde god fart på.
Jeg regnede med, at jeg kunne tage af med armene ved tælleapparatet - så jeg fortsatte i bedste stil ned af børnebakken uden at tage farten af. Det skulle jo se godt ud når en knægt på 18 år var på børnebakken. Da jeg satte armene på rækværket ind til tælleapparatet og spændte imod for at tage af tage farten af fik jeg et traume for livet. Jeg fik jeg hold på overkroppen som planlagt – Men benene forsatte frem under mig. Himlene snurrede rundt, og jeg kunne mærke en skrigende smerte i skinnebenet lige under knæet.
Benene var kørt lige ind i tælleapparatet. Spærrepinden havde ramt mig lige under knæene, jeg lå på ryggen, og skiene var fortsat hen til liften.
Jeg kunne høre en højrøstet latter inde fra kontrolhuset, der var sat op ved siden af, men jeg kunne ikke se nogen. Jeg gik ud fra, at han var faldet af solen i et ukontrolleret latterudbrud, og lå og rullede rundt på gulvet og holdt sig for maven.
Det var sidste gang jeg var på ski, og det er 12 år siden.
Er der håb for mig? Lærer jeg nogen siden at så på ski?
Nogle ideer til, hvor de har en skiskole for os, der ikke lærte at stå på ski som barn?
Det gik også fint - de første 5 meter efter jeg kom af liften. Så styrtede jeg og lå i vejen for alle de andre der kom af liften. Så var selvtilliden ligesom brudt. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men den piste som jeg skulle ned af var næsten lodret, og når jeg fik for meget fart på, så vidste jeg ikke bedre end at smide mig ud til en af siderne.
Kammeraterne var i fuldfart på vej ned af pisten, så jeg måtte køre ned på egen hånd. Jeg ved ikke hvad de andre skiløber på pisten tænkte om mig, når de så mig på vej ned. Jeg måtte smide mig for hver i sneen for hver 10 m, for derefter at komme på benene igen med møje og besvær.
Jeg nåede til den erkendelse, at jeg hellere måtte finde børnebakken og øve mig lidt - for at tage pisterne ned på røven, var ikke den sjoveste oplevelse.
Børnebakken havde jeg for mig selv. Her stiftede jeg bekendtskab med en slæbelift for første gang. Jeg tog rask fat med højre hånd, og lod mig trække op af bakken.
Halvvejs oppe kunne jeg mærke at min arm syrede til, og jeg tænkte: at det var utroligt, at små børn kunne holde til at lade sig trække op på den måde.
Med det i tankerne ville jeg ikke give op, og kæmpede for at holde fast, selvom kroppen hellere vile smide sig i sneen igen.
Jeg klarede mig til toppen og med en lille følelse af succes satte jeg af sted på vej ned af børnebakken. Jeg klarede den hele vejen ned uden at styrte, men kunne mærke, at jeg havde god fart på.
Jeg regnede med, at jeg kunne tage af med armene ved tælleapparatet - så jeg fortsatte i bedste stil ned af børnebakken uden at tage farten af. Det skulle jo se godt ud når en knægt på 18 år var på børnebakken. Da jeg satte armene på rækværket ind til tælleapparatet og spændte imod for at tage af tage farten af fik jeg et traume for livet. Jeg fik jeg hold på overkroppen som planlagt – Men benene forsatte frem under mig. Himlene snurrede rundt, og jeg kunne mærke en skrigende smerte i skinnebenet lige under knæet.
Benene var kørt lige ind i tælleapparatet. Spærrepinden havde ramt mig lige under knæene, jeg lå på ryggen, og skiene var fortsat hen til liften.
Jeg kunne høre en højrøstet latter inde fra kontrolhuset, der var sat op ved siden af, men jeg kunne ikke se nogen. Jeg gik ud fra, at han var faldet af solen i et ukontrolleret latterudbrud, og lå og rullede rundt på gulvet og holdt sig for maven.
Det var sidste gang jeg var på ski, og det er 12 år siden.
Er der håb for mig? Lærer jeg nogen siden at så på ski?
Nogle ideer til, hvor de har en skiskole for os, der ikke lærte at stå på ski som barn?
4.0 stjerner fra 5 brugere
Kategori: Norge Action:  Kommentarer (1)  RSS Feed
|
 |
|
||||||
Det sker på bloggen
Blog og vind
Vær aktiv i bloggen og vind kolde kontanter. Vi præmierer både dig, som skriver de fleste blogs og dig, der får de bedste ratings.
