Indtast søgning
Italien,  
11.04.08 Kl. 09:48  |  Af italieren  |  8 kommentarer
'Ortisei ligger mere end 1200 meter over havets overflade inde i Val Gardena - dalen. Af forskellige strategiske grunde var det i middelalderen en ideel placering, og Ortisei blev det kulturelle centrum for hele dalen, der rummer flere mindre landsbyer. I skisportsalderen er placeringen ikke mindre ideel, og Ortisei har beholdt sin status som centrum for livet i Val Gardena. Men i stedet for rustninge og riddere er byen nu fyldt med skiturister. De har lagt sværdet fra sig og fægter kun med skistavene på de kilometervis af velpræparerede pister, der omgiver byen.

Området er snesikkert, fordi der aldrig kommer føn-vinde og forstyrrer Kong Vinters arbejde med at gøre bjergene snehvide, og der skal ikke meget sne til, før pisterne er gode at køre på. De 175 kilometer pister i Ortisei kan give de fleste skiløbere sved på panden - der er pister for stort set ethvert niveau, fra begyndere og de let øvede til de meget kompetente skiløbere. De mere krævende skiløbere kan købe et skipas, som med en skibus giver fri adgang til de 1100 kilometer pister, der findes i verdens største, sammenhængende skiområde: Dolomitterne.

Men Ortisei er meget mere end skiløb. Byen har trods sin status af landsby rigtig meget at byde på, hvadenten man er til kultur, natteliv eller gastronomiske lækkerier. De mange barer, cafeer og natklubber i byens centrum tilbyder live-musik, table dance og meget andet, men Val Gardena er især kendt for sine mange små restauranter, der serverer specialiteter fra det italienske og sydtyrolske køkken. Der er restauranter, hvor ørreden bliver dræbt og renset, efter du har bestilt den, og der er restauranter, hvor alt - selv smørret på bordet - er hjemmelavet. Selvfølgelig er der også helt almindelige pizzarier, hvor man kan spise et måltid mad for rimelige penge.

Ortisei er en lille perle i Norditalien og gik tidligere for at være et high-society-feriested. Det er det ikke mere. Det er tyndet ud i berømthederne de senere år, men der er masser af atmosfære og italiensk stil og klasse over byen, som iøvrigt er kendt for sine traditioner indenfor træskæreri. Byens gader vrimler med butikker og arbejdende værksteder, hvor der sælges træfigurer forestillende alt fra Jomfru Maria til tyrolske læseheste. I det hele taget er byens gader fyldt med muligheder for den, der har åbne øjne. Bygninger og mennesker rummer som regel en eller anden finesse, som er værd at studere nærmere.

Ortisei er ikke en fredet legeplads for overklasse-skiløberne. Det er et pragtfuldt sted for det lidt mere sofistikerede skifolk og kan varmt anbefales til dem, der vil ofre lidt ekstra økonomisk på deres skiferie. Til familier med små børn og økonomi-rejsende, som ikke vil betale for at bo i en by med miljø, anbefales byen ikke.




Giv 1 stjerner Giv 2 stjerner Giv 3 stjerner Giv 4 stjerner Giv 5 stjerner 2.0 stjerner fra 1 brugere

Kategori:  Ikke tildelt    Action:    Kommentarer (8)       RSS Feed



Tilføj kommentar

   Kode:



Blog og vind

Vær aktiv i bloggen og vind kolde kontanter. Vi præmierer både dig, som skriver de fleste blogs og dig, der får de bedste ratings.

Søg på bloggen

Nyeste indlæg

0
11.05.12
0
24.04.12
0
17.12.11
0
27.11.11