Sne sætter spor  
29.04.09 Kl. 20:06  |  Af Gæst  |  3 kommentarer

Den her historie skal I ikke snydes for på skiworld. masser af god læsestof som bare må læses og personligt tænker jeg bare selv tilbage på den gang jeg selv oplevede noget der lignende
Sne sætter spor Mens kammeraterne i Esbjerg køber hus, dyrker karrieren og bliver fædre rejser Kenn Aarre stadigvæk hver vinter til en lille italiensk by for at stå på snowboard i et halvt år. For der er noget med sneen og de spor, som den skaber. Af Kaare Sørensen Neglene er sorte af støv. Den mørke farve har sat sig fast, og uanset hvor meget Kenn Aarre vasker forsvinder det ikke. Han trækker en ny carving-ski frem og tvinger den gennem den aflange maskine, indstiller dybden på sporene og trykker på knappen. Maskinen hoster og spytter endnu en køreklar ski ud. Kenn tæller sammen. De sidste 25 dage har han arbejdet 281 timer i butikken. På gode dage har han sovet fire-fem timer. Halvanden på de dårlige. »Et par dage mere, så bliver jeg tosset,« tænker han. Han er ved at være træt af engelske turister, der vil imponere med deres skividen og mindst lige så smarte svenske turister, der vil vide om de skal trykke 0047 foran pinkoden på deres visakort. Bjerget kalder. Kenn svarer. »Hey Laaaars? Skal vi ud i eftermiddag?« råber han gennem larmen til sin skånske kammerat og kollega Lars. Alle skibumser i byen taler et broget sammenkog af svensk, skånsk, dansk, norsk med diverse gloser fra tysk, fransk, engelsk og italiensk. De bliver imponeret af hinandens ord. Senest har Kenn begejstret lånt det skånske ord "flummy," mens Lars er meget optaget af det danske "balstyrisk". »Champoluc-skandinavisk,« som de lokale skibumser kalder sproget. Kenn er Lars' modsætning med sin 1,95 og den karseklippet frisure. Lars er mere end et hoved mindre og mørkt langhåret. Han smiler. »Jada. Det kan vi gøre. Men skal vi ikke blive færdige? Der er flere engelske turister i morgen tidlig.« Kenn tager en tår af dåseøllen Nastro Azzurro fra det høje køleskab. Suk. Han må vente et par timer endnu. Opsparing Det sidste stykke er Kenn nærmest kravlet. Højdemåleren siger 3313 meter og på højre side øjnes en nærmest urørlig udsigt over en bjergside fuldstændig ryddet for spor af mennesket. Endnu. Groasshopt Teste Grigia, hedder stedet. De brune øjne fokuser på den jomfruelige sne, mens de fem kammerater skiftevis peger ned af sneen mod højre og venstre. Der er helt vindstille. »Og så kører vi rundt dernede, ikke?« »Vil du igennem den der kløft?« »Ja.« »Kan den holde?« »Det skulle jeg mene. Siderne skred for nogle dage siden. Det holder.« Kenn hviler med snowboardet i den bløde sne under højre arm. Sammen med det særlige freerider-board på 1,69 meter er han tryg. Det her, er det, han er bedst til. »Det er langt som en bus. Men det kører hurtigere,« bemærker Kenn og drikker noget vand. På ryggen har Kenn en ekstra tyk sweater, førstehjælpskasse, sonde, ekstra strømper og vanter, solbriller, skovl, 15 meter reb, karabinhager, sol-cream, kikkert, chokolade, ren sukker og vand - masser af vand. Om livet en lavinesøger. I alt omkring 10 kilos ren overlevelse presset sammen i en lille mørk taske, der er spændt fast omkring Kenns spinkle krop. De fem fyre står her ikke længe - de er ikke kommet for at nyde udsigten. De er kommet for at bruge den. Langt væk fra byen, støjen, støvet, forureningen, verden. Alting. Kenn forklarer. »Jeg har prøvet mange ting i mit liv, men der findes ingen bedre følelse af at fræse over sneen med 80 km/t og lade en dynge af sne ramme ansigtet,« siger han. Inden længe vil holdet være på vej ned, og den gode times tid, det har taget af komme op - delvist med lift og delvist på gåben gennem den dybe sne - er ovre på mindre end ni minutter. Typisk ville snowboardere være langsommere end skiløbere, men da Kenn altid er eneste mand med et bræt på fødderne har han ganske enkelt måtte tilvænne sig den høje hastighed. Det går stærkt. Hælder han for meget op på kanten eller overvurderer han længden af et hop kan og vil det går galt. Kenn ved, at en fejlvurdering i blot et split sekund koster - og at det kan rive en skuldre af led - det har han prøvet fem-seks gange med venstre og omkring 15. gange (femten!) med den højre. Han har bøjet og brækket ribben, brækket næsen to gange, ødelagt sine knæ, smadret to ledbånd på albuen, venstre biceps samt et ledbånd i højre skuldre. »Nå, ja, så er der min underarmsknogle. Den har jeg engang flækket.« Stort set alle skader er dog sket på pisten. »At falde på en pist er det værste for en krop. Så vil jeg langt hellere falde på et stykke asfalt - eller bare et eller andet, der tør svare igen,« siger han. Udbetaling De har ikke stået her mere end 10 minutter. Gutterne har sparet op, og nu vil de hæve betalingen. Som den første glider Kenn ud over siden, trækker ned i knæene, folder hænderne ud og svinger - først med korte enkle sving og senere lange bløde bevægelser. Han er væk med det samme. Den fine løse sne bliver sendt mod himlen i store blanke tæpper, og snekrystallerne når halvanden meter op i luften, før de endelig overgiver sig og lander på bjergsiden igen. Der er Kenn allerede igennem to sving og på vej ud over et hop. Egentlig er han en størrelse 43, men hver dag presser han foden i en størrelse 41 for at holde snowboardet helt tæt til foden. Hver eneste millimeter tæller. Under de store støvler og de røde uldne sokker er undersiden af hans fod fuldstændig flået op med vabler og store hudstykker. Det er en del af prisen. Fyrene taler ikke. De griner, peger og udstøder små sejrshyl, når de har overvundet sig selv. Overvundet bjerget. Næsten halvanden kilometer tættere på overfladen spænder Kenn snowboardet af fødderne. Fyrene vender sig og stirrer ned af bjergsiden på fem helt tydelige spor. Undertiden fletter sporene hinanden, mens de til andre tider knækker fra i eget tempo og retning. Kenn har brillerne i panden og tørrer næsen med ydersiden af de store handsker. Han kigger på bjergsiden, så på drengene og så tilbage på bjergsiden igen. Og så siger han det. »Sex er noget opreklameret noget.« De andre smiler. Castor Butikkerne er lukket, skibumserne har kørt dagens tur og de sidste svenske turister er fulgt hjem i køjs. Klokken er knap elleve på en onsdag og i de bløde og slidte sofaer ved baren på Hotel Castor mødes byens sæsonarbejdere. Alle arbejder de som opvaskere, i udlejningsbutikkerne, i skiskolen eller underholder turisternes børn. Det er deres pris for at gøre det, de allerhelst vil. De fleste er sidst i teenageårene eller først i tyverne. Flest drenge. Få kvinder, der til gengæld er i høj kurs. De svinger stille hovedet til Bob Marley. »Yes, me friend, me good friend Them set me free again,« synger han. Hverken byen eller det ovale bord foran dem er større end at alle kender hinanden. I de fire-seks måneder, de er væk er dette familien. La familia. »Hvis der kommer en lavine, så ved jeg, at de her drenge vil finde mig. De ville aldrig give op. Og de ved, at den loyalitet går den anden vej tilbage. Jeg stoler ikke på nogle mennesker i verden mere end mine venner hernede,« siger Kenn. Over en øl eller en lille skrap drink mødes skibumserne i sofaerne hver aften for at dele anekdoter fra dagen. Om hvordan Boris igen overlevede et dødbringende hop eller undgik en lavine. Hvordan Martin fandt en uberørt sneside ved Gressoney. Og hvordan én eller anden tysk turist har gjort sig selv til grin. Kun sjældent taler man om verden på den anden side af bjergkæden. »Verdenen udenfor er langt væk. Nogle gange kan jeg helt glemme at tale dansk. Nogle gange glemmer man det hele. Jeg har for eksempel ikke talt med mine bedsteforældre i tre år. Det er ikke så godt,« siger Kenn. Tågen Umiddelbart passer Kenn fint på den typiske fordom om snowboardere. Han kender ikke sin rigtige far, i skolen forsøgte han at tæve lærerne og fra sjette klasse røg han hash, når han kunne komme til det. Det var ofte. Men på egen opfordring skiftede han vennerne ud og tilbragte tre år på efterskole. Som 20-årig blev han udlært elektriker - et job han stadigvæk passer i sommerperioden. En vinter rejste han væk fra det hele og blev kok i et køkken i Østrig. Her blev han afhængig af noget helt andet end tørrede planter. Sne. Og hastighed. Kenn tilbragte en sæson i Canada med det faste hold af venner, før han i et skimagasin faldt over den italienske by Champoluc - dengang som nu et relativt anonymt område kendt for sine store muligheder for offpist. Og en sen aften i Danmark måtte han erkende, at han igen var blevet afhængig. Af en lille hyggelig italiensk by, der nu har trukket han på plads i fire vintre - senest som leder af byens skiudlejningsbutik. Kenn ryger en cigaret. Han ryster på hovedet, når man spørger til hashen. »Jeg har røget det hash, jeg skulle, da jeg var ung. Alle der er hernede kører på et niveau, som en omgang hash ville sætte os fra. Man kan ikke reagere så hurtigt, som det er nødvendigt, hvis man røg,« fortæller Kenn. »Der er ting her i livet man må lægge bag sig, hvis man vil videre.« Danmark Afskeden med Danmark hver december i Esbjerg er efterhånden blevet ren rutine. De sparsomme møbler bliver sendt til opmagasinering, jobbet som elektriker sagt op, bilen fyldt med vinterudstyr og så går det mod syd. »Det er det samme hvert år. Man parkerer bilen, og går sig en tur for at se, at byen aldrig ændre sig. Og møder typisk en italiener med et smil på læben. "Nå, danskere - så er I tilbage igen," siger de. Det er ret rørende,« siger Kenn. At hive teltpælene op to gange om året og leve to forskellige liv er en turnus, som de fleste kvinder i Kenns liv ret hurtigt har fået et mere end anstrengt forhold til. Eller som fra begyndelsen har holdt dem borte. »Det er som om, at de ikke forstår, at når vi når til december, så bliver sneen vigtigere end dem,« siger Kenn. Det er ikke noget, han beklager. »Sådan er det. Og så må man jo prioritere.« Og det gør Kenn så. Han har ikke valgt fra, siger han. Han har bare valgt noget andet. »Jeg er lidt sat af den verden som de gamle gutter i Danmark dyrker. En af dem skal giftes til august, og de har alle sammen hus og årelange forhold. De har deres liv planlagt til mindste detalje, og de har så meget kontrol over deres fremtid og deres tilværelse. Den kontrol har jeg ikke. Og den kontrol ønsker jeg slet ikke,« siger Kenn. »Tanken om at leve et liv med fast arbejde på et konto fra 8-16 fra man er 20 til 65 år, det skræmmer mig. Det ville slå mig helt ud. Jeg har brug for det kick, det giver engang imellem at sige farvel og rejse ud.« Glasset Bussen kører rundt om svinget på den smalle bjergside. Hver gang svinget bliver for skarpt blinker chaufføren med det lange lys. En uagtsom modkørende ville ikke være noget kønt syn. Vi er på vej til det allerhelligste blandt skibumserne. En lille lukket fest for alle sæsonarbejdere i skiområdet Champoluc. "Hold i glasset," som skånske Lars har døbt festen, der foregår hos i Atagnod hos Erik i Resturant Valhalla. Kenn har navnet tatoveret hen over sin ryg. »Valhalla,« siger han og peger op ad bjerget. Bussen holder ind til siden. Man drikker ud. Lars er erfaringspræsidenten blandt skibumserne og på Champolux-engelsk-skånsk byder han velkommen. »Der er kun to regler. I må ikke sidde ved siden af nogen, I kender i forvejen eller nogen, som kommer fra samme land som jer,« siger Lars og der skåles. »Den anden regel har jeg glemt.« De 29 deltagere fra mange af Europas lande skåler. Der serveres tre retters mad og undervejs omremser Lars pludselig flere regler inspireret af det gode selskab. Siger man navnet eller et tal over 1000, skal man rejse sig og med ryggen til bordet råbe "Hold i Glasset," mens man tømmer rødvinsglasset. Alle andre skåler og brøler med. Selvom der er rift om pigerne, opstår der ingen problemer i løbet af aftenen. Alle kender deres hakorden. »Det her er et minisamfund, hvor de fleste af os skal være sammen i et halvt år. Og hvis folk ikke har opført sig, som man skal i små samfund, så får de det af vide. Ellers fungere det ikke,« siger Kenn. Festen er ikke slut, da solen forsigtigt titter frem over Atagnod. Spor Kenn har taget en god håndfuld lifte og har krydset to dale for at komme Alagna - offpistens hjemsted i Monte Rosa. Turen tager det meste af en dag. Han lader sig falde tilbage i sneen. »Når man sidder her og tænker på livet, så er der mange brikker, der falder på plads. Måske skulle jeg blive her hele livet, finde en sød pige og blive gammel i Italien,« siger han. Et par turister i lyserøde heldragter drøner forbi. Kenn smiler. »Man ved aldrig helt, hvad der sker i livet. Her på bjerget er naturen så overvældende, og man er så lille. Men det gode ved sne er, at man får sat sit aftryk. Når man står ved bunden af en kæmpe bjergside, kan man kigge op på naturens største værk og sige: Yes, det var mig, der gjorde det. Det er mit spor. Det er noget, jeg har skabt.« Og hvad så når en snestorm har blæst det hele væk? Igen smiler Kenn. »Så kan du finde mig heroppe igen. I gang med at male mit spor.« (c) 2003. Kaare Sørensen. Bragt i Jyllands-Posten.

5.0 stjerner fra 1 brugere