det er jo livsfarligt at møde en lavine - det ved vi alle; men det er jo heller ikke noget man sådan lige planlægger at møde. Men hvis uheldet er ude er det jo godt at være klædt godt på - med en lavinebipper.
jeg har længe gået og kigget mig om efter noget skriftligt omkring dette og har fudnet den på en rigtig god ny skisite , hvor de såkaldte Reimers brødre har været et smut i Sälen. Her har de testet lavinebippere og lavet en lærerig artikel.
Selverkendelse kan være mange ting. Når man erkender at man har brugt en hel vinter, på at skrive speciale i stedet for at boltre sig i al den global-opvarmnings-ignorerende-pulversne de europæiske vejrguder har valgt at smide i hovedet på dem der kan lide den slags, er det f. eks en ret trættende beskæftigelse. Når man erkender at man alligevel ikke blive færdig med det pjat til tiden, og derfor ser sig nødsaget til at tage til DM i Freeride i påsken, er det derimod en anderledes underholdende affære. At erkende at man ikke har penge til nyt udstyr er nedtur. At erkende at man kan låne nyt udstyr, hvis man tester det, er optur. Derfor præsenterer vi hermed en lille hjemmelavet freeride-forberedende-lavinebipper-test, der eventuelt kan vække lidt inspiration hos alle dem, der synes dyb sne er skide skægt.
Selverkendelse: Trods tonsvis af timer i dyb sne de sidste 10 år, må vi (forfatterne) nok erkende at vi ikke har været så flittige til at træne og vedligeholde vores færdigheder med vores lavine bippere, som vi burde. En erkendelse vi har mistanke om, vi ikke er helt alene med. Altså et yderst relevant tema i den lidt tungere ende selvfølgelig (Historier om Jägerbomber og Unterberg-patronbælter må vige i den fornuftige sags tjeneste)
Problemstilling: Når man nu allerede har investeret i en analog bipper fra den gamle skole (en Ortovox F1 med en enkelt antenne, købt i 1999), hvor nødvendigt er det så at skifte den ud, når de nye digitale topmodeller med adskillige antenner, kommer på banen?
For at undersøge det spørgsmål har vi allieret os med følgende: Et styks totalt uvidende, halv-sløv, ung mand, med langrends talent (Jimmie). En rimeligt gammel, Kloge Åge, der tror han ved det hele (Christian), samt en middelmådig mellemting, der ved lidt om meget, men ikke særligt meget om noget (Martin).
Tanken er at de tre testpersoner repræsenterer et bredt udsnit af skifolket, så vi bedst muligt kan få indblik i hvor høj grad de testede modeller kræver kundskaber. Derudover kræver testen selvfølgelig en række velkendte remedier: Diverse skiudstyr, bippere, lidt øller, sonde, skovl, ur osv.
Når du køber en lavinebipper er der mange muligheder at vælge imellem, så vi har testet den digitale topmodel S1 fra Ortovox, i forhold til den lidt ældre analoge model F1 fra Ortovox, for at finde ud af hvor brugervenlige modellerne er og hvad vi som ganske almindelige skinørder, mener modellerne har af fordele og ulemper. videnskabelige niveau i testen er nedprioriteret til fordel for helt ordinær `common sense´. Idet det jo oftest er ganske almindelige skinørder der står med balladen når det går galt, finder vi det alligevel relevant.
Vi lægger ud med skræmmekampagnen… bare så i ved det er alvor. Det kan redde liv at træne med sin lavinebipper. Statistikkerne fortæller os, at gennemsnitstiden for at grave en person op, fra man har modtaget det første signal, er imellem 35-45 minutter, hvilket er al for lang tid. Som grafen nedenfor viser, er langt størstedelen af begravede ofre i live efter 15 minutter. Derefter går det dog drastisk ned af bakke med overlevelsesprocenten, hvilket med al tydelighed fortæller hvor vigtige et par vundne minutter kan være. Altså er det som udgangspunkt væsentligt at slå fast, at træning med din bipper, uanset model, er absolut essentielt.
Samtidigt er det selvfølgelig også væsentligt at påpege, at når du så har trænet tilpas meget til at føle dig tilstrækkeligt fortroligt med bipperen, er det dog stadig klart at foretrække, helt at undgå nogensinde at få brug for dine veludviklede talenter. Derfor tilføjer vi lige en lille stak helt grundlæggende tommelfingerregler enhver med pow- ambitioner bør kunne.. selv midt om natten når du står på gaden i en brandert, foran dit foretrukne booty-calls hoveddør og ellers kun rummer meget få fornuftige tanker. Det er ikke ligegyldigt hvor man køre på bjerget i forhold til risikoen for at starte en lavine. En god ide er altid at være orienteret om nord, syd, øst og vest. Langt størstedelen af lavinerne går på nordsiderne, hvilket selvfølgelig igen skal vurderes i forhold til snefald, temperatur, vind, vejr og tid på sæsonen. Alt sammen info man typisk kan erhverve sig i lifthuse rundt om på destinationerne, hvis ikke man har tid til at pisse 5 måneder væk på rent faktisk at opleve hvordan sneen falder, udvikler og sætter sig.
Det må være rigeligt med skræmmende ord i denne omgang. Vi har sat os for at teste hvor store forskelle der er i brugervenligheden hos de nye digitale bippere og de gamle analoge bippere. Til det formål har vi som sagt valgt at anvende en gammel Ortovox f1 overfor en ny Ortovox S1. Vores tre testpersoner repræsenterer folk der ikke ved noget som helst om hvorledes man bruger en bipper. Folk der har en smule erfaring, med de gamle analoge bippere og folk der er sådan lidt midt imellem. Vi tester bippernes funktioner i forhold til to situationer. En hvor én begravet person skal findes med en bipper, og en hvor to begravede personer skal findes med en bipper. Umiddelbart vurdere vi at eftersom et offer skal findes og graves ud inden 15 min for at have maksimal mulighed for at overleve, vil det være nødvendigt, uanset hvad for en bipper der søges med, at finde frem til hver begravede bipper på under 5 minutter.
Vi noterede hvor lang tid der gik fra testpersonen skiftede sin bipper fra sende-tilstand til søge-tilstand, til han havde fundet alle bipperne gemt i sneen. Derudover noterede vi hvor langt bipperne lå gemt fra udgangspunktet, da det selvfølgelig har en indflydelse på hvor lang tid hver enkelt test vil tage.
Testen blev gennemført ved at vi aftegnede en bane på ca. 30 X 40 meter med 60-70 cm urørt, dyb sne. Derefter gemte vi bipperne i sneen og slap vores testpersoner løs. En væsentlig detalje der kan være værd at skrive sig bag øret er, at bipperne skal tændes FØR man gemmer dem. Resultaterne kan vises skematisk som følgende:
Vi lagde ud med at teste den nye S1´s brugbarhed, når en enkelt bipper skal findes (S1-1). Her viste det overraskende resultat at ”rookien”, der ingenting ved om lavine bippere og den lettere erfarne, begge ingen problemer havde med at finde det fiktive offer. Det viste sig endda at størstedelen af deres tider var på den pæne side af de 5 minutter. Den erfarne testperson havde derimod relativt store problemer med at finde frem til den gemte bipper, i tider der bevægede sig lige på grænsen af det acceptable. Han søforklarede dette med en historie om at bipperen havde vist tvetydige signaler, om retningen han skulle gå i. Det skal her retfærdigvis nævnes, at hans selvudråbte erfaringsstatus tilsyneladende kun gælder de gamle analoge bippere.
Derefter gik vi videre til at teste S1´s brugbarhed når flere ofre er gemt (S1-2). Her lykkedes det alle testpersonerne at finde begge begravede bippere relativt hurtigt. Det vil sige inden for 10 minutter. I realiteten var der dog en del forvirring undervejs, idet ingen af testpersonerne før havde brugt en S1 herskede der en anelse tvivl om hvorledes de forskellige symboler på displayet skulle fortolkes. Vi oplevede adskillige gange at den digitale bipper, pludseligt kom med forvirrende og tvetydige signaler, i forhold til afstand og retning. En del af forvirringen skyldes givetvis vores testbanes beskaffenhed. I en regulær nødsituation vil søgepersonen have en fornuftsbestemt ide om hvilken retning offeret ligger begravet. Søgepersonen vil Intuitivt være klar over at offeret f. eks ikke bevæger sig op ad bakken. Sidens hældning og det sidste sted personen blev set tilbyder altså en indikator på hvor søgningen skal intensiveres. På vores testbane var der selvfølgelig ikke denne slags elementer at tage højde for. Det resulterede i, at vi et par gange gik for hurtigt frem og kom til at passerer den begravede bipper. I de tilfælde var der tvivl om retningen, idet bipperne (både de digitale og de analoge) ikke registrere hvorvidt signalet kommer forfra eller bagfra. De registrerer kun afstanden, enten med lyd som på F1 eller som tal på skærmen på S1. Man skal derfor være tålmodig og afvente det stærkeste signal og gå metodisk fremad i et behersket tempo. Men på trods af en smule forvirring lykkedes det trods alt alle at finde de begravede bippere på under 5 min pr. person som var vores målsætning.
Efterfølgende lavede vi en tilsvarende test med den ældre analoge bipper, hvor vi hurtigt måtte sande, at hvis vores rookie Jimmie skulle have mulighed for at teste den analoge model, ville det kræve en del flere instrukser i hvordan der arbejdes med denne type. Testpersoner Martin og Christian blev dog sluppet løs med F1´eren (F1-1). Bortset fra en enkelt blunder, hvor det tog 7:20 min at finde den begravede bipper, levede alle vores test af F1 op til vores tidsgrænse. Et enkelt praktisk problem der opstod undervejs er værd at nævne. Martin havde af og til lidt problemer når han nåede ind i på en afstand af 2 meter. Den procedure der præciserer hvor inden for en 2 meters radius at bipperen er begravet, havde Martin ikke helt fod på. Det gøres ved, at man på baggrund af lydstyrken markere inden for hvilke yderpunkter signalet kan høres. Først markeres yderpunkterne i en retning, hvorefter man midt imellem disse yderpunkter, markere yderpunkterne på tværs. Midt imellem de sidste yderpunkter skulle bipperen/offeret gerne være begravet. Denne procedure havde Christian bedre styr på, hvilket gjorde at hans resultater lå ret stabilt på den pæne side af tidsgrænsen.
Det var omtrent det samme billede der kom til udtryk da F1 skulle testes i forhold til at finde to bippere (F1-2). Alle bipperne blev fundet inden for den acceptable tidsramme. Det skal dog påpeges at det kræver lidt færdigheder at finde to bippere med en analog model. Det skyldes at det eneste man har, at navigere efter er lyd-intensitet. Når der er to bippere begravet, vil man få to signaler med forskellige lyd intensiteter, alt efter afstanden til hver af dem. Det betyder samtidigt, at der vil være et punkt midt imellem de to begravede bippere hvor lyd intensiteten er den samme, hvilket selvfølgelig indebære lidt forvirring. Problemet er dog ikke større end at almindelig sund fornuft kan løse det. Det kræver igen at man går systematisk og tålmodigt til værks og at man er i stand til at ignorere det signal man allerede har fundet, og ikke bevæger sig tilbage i den retning.
Det afsluttende indtryk er derfor at de nye bippere afgjort er brugervenlige og funktionelle. Det betyder dog ikke at de gamle bipper ikke længere kan bruges eller at de indebærer uacceptable risici. Det var i højere grad den enkeltes fortrolighed med brugen af bipperen der definerede helhedsindtrykket. Altafgørende er altså, at der uanset model, trænes jævnligt med bipperen. Hvis man er fortrolig med de gamle bippere, er de ligeså pålidelige og forsvarlige at bruge, som de nye. Overordnet set kræver S1 dog mindre træning end de analoge bippere. Selvom det under alle omstændigheder ikke kan anbefales at undlade at træne.
Opsummering af fordele og ulemper:
For yderligere testnørderi kan flere modeller og andre mærker vurderes her: http://pistehors.com/backcountry/wiki/Gear/Avalanche-Transceivers
Da testen blev gennemført i de svenske højfjelde omkring Sälen (læs: Pandekagefjelde) er det begrænset med drabelige linier der blev kørt. Det bedste fjeldene kunne tilbyde var et miniature windlip på toppen af det der med god sans for markedsføring bliver kaldt ”væggen” .
jeg har længe gået og kigget mig om efter noget skriftligt omkring dette og har fudnet den på en rigtig god ny skisite , hvor de såkaldte Reimers brødre har været et smut i Sälen. Her har de testet lavinebippere og lavet en lærerig artikel.
Selverkendelse kan være mange ting. Når man erkender at man har brugt en hel vinter, på at skrive speciale i stedet for at boltre sig i al den global-opvarmnings-ignorerende-pulversne de europæiske vejrguder har valgt at smide i hovedet på dem der kan lide den slags, er det f. eks en ret trættende beskæftigelse. Når man erkender at man alligevel ikke blive færdig med det pjat til tiden, og derfor ser sig nødsaget til at tage til DM i Freeride i påsken, er det derimod en anderledes underholdende affære. At erkende at man ikke har penge til nyt udstyr er nedtur. At erkende at man kan låne nyt udstyr, hvis man tester det, er optur. Derfor præsenterer vi hermed en lille hjemmelavet freeride-forberedende-lavinebipper-test, der eventuelt kan vække lidt inspiration hos alle dem, der synes dyb sne er skide skægt.
Selverkendelse: Trods tonsvis af timer i dyb sne de sidste 10 år, må vi (forfatterne) nok erkende at vi ikke har været så flittige til at træne og vedligeholde vores færdigheder med vores lavine bippere, som vi burde. En erkendelse vi har mistanke om, vi ikke er helt alene med. Altså et yderst relevant tema i den lidt tungere ende selvfølgelig (Historier om Jägerbomber og Unterberg-patronbælter må vige i den fornuftige sags tjeneste)
Problemstilling: Når man nu allerede har investeret i en analog bipper fra den gamle skole (en Ortovox F1 med en enkelt antenne, købt i 1999), hvor nødvendigt er det så at skifte den ud, når de nye digitale topmodeller med adskillige antenner, kommer på banen?
For at undersøge det spørgsmål har vi allieret os med følgende: Et styks totalt uvidende, halv-sløv, ung mand, med langrends talent (Jimmie). En rimeligt gammel, Kloge Åge, der tror han ved det hele (Christian), samt en middelmådig mellemting, der ved lidt om meget, men ikke særligt meget om noget (Martin).
Tanken er at de tre testpersoner repræsenterer et bredt udsnit af skifolket, så vi bedst muligt kan få indblik i hvor høj grad de testede modeller kræver kundskaber. Derudover kræver testen selvfølgelig en række velkendte remedier: Diverse skiudstyr, bippere, lidt øller, sonde, skovl, ur osv.
Når du køber en lavinebipper er der mange muligheder at vælge imellem, så vi har testet den digitale topmodel S1 fra Ortovox, i forhold til den lidt ældre analoge model F1 fra Ortovox, for at finde ud af hvor brugervenlige modellerne er og hvad vi som ganske almindelige skinørder, mener modellerne har af fordele og ulemper. videnskabelige niveau i testen er nedprioriteret til fordel for helt ordinær `common sense´. Idet det jo oftest er ganske almindelige skinørder der står med balladen når det går galt, finder vi det alligevel relevant.
Vi lægger ud med skræmmekampagnen… bare så i ved det er alvor. Det kan redde liv at træne med sin lavinebipper. Statistikkerne fortæller os, at gennemsnitstiden for at grave en person op, fra man har modtaget det første signal, er imellem 35-45 minutter, hvilket er al for lang tid. Som grafen nedenfor viser, er langt størstedelen af begravede ofre i live efter 15 minutter. Derefter går det dog drastisk ned af bakke med overlevelsesprocenten, hvilket med al tydelighed fortæller hvor vigtige et par vundne minutter kan være. Altså er det som udgangspunkt væsentligt at slå fast, at træning med din bipper, uanset model, er absolut essentielt.
Samtidigt er det selvfølgelig også væsentligt at påpege, at når du så har trænet tilpas meget til at føle dig tilstrækkeligt fortroligt med bipperen, er det dog stadig klart at foretrække, helt at undgå nogensinde at få brug for dine veludviklede talenter. Derfor tilføjer vi lige en lille stak helt grundlæggende tommelfingerregler enhver med pow- ambitioner bør kunne.. selv midt om natten når du står på gaden i en brandert, foran dit foretrukne booty-calls hoveddør og ellers kun rummer meget få fornuftige tanker. Det er ikke ligegyldigt hvor man køre på bjerget i forhold til risikoen for at starte en lavine. En god ide er altid at være orienteret om nord, syd, øst og vest. Langt størstedelen af lavinerne går på nordsiderne, hvilket selvfølgelig igen skal vurderes i forhold til snefald, temperatur, vind, vejr og tid på sæsonen. Alt sammen info man typisk kan erhverve sig i lifthuse rundt om på destinationerne, hvis ikke man har tid til at pisse 5 måneder væk på rent faktisk at opleve hvordan sneen falder, udvikler og sætter sig.
Det må være rigeligt med skræmmende ord i denne omgang. Vi har sat os for at teste hvor store forskelle der er i brugervenligheden hos de nye digitale bippere og de gamle analoge bippere. Til det formål har vi som sagt valgt at anvende en gammel Ortovox f1 overfor en ny Ortovox S1. Vores tre testpersoner repræsenterer folk der ikke ved noget som helst om hvorledes man bruger en bipper. Folk der har en smule erfaring, med de gamle analoge bippere og folk der er sådan lidt midt imellem. Vi tester bippernes funktioner i forhold til to situationer. En hvor én begravet person skal findes med en bipper, og en hvor to begravede personer skal findes med en bipper. Umiddelbart vurdere vi at eftersom et offer skal findes og graves ud inden 15 min for at have maksimal mulighed for at overleve, vil det være nødvendigt, uanset hvad for en bipper der søges med, at finde frem til hver begravede bipper på under 5 minutter.
Vi noterede hvor lang tid der gik fra testpersonen skiftede sin bipper fra sende-tilstand til søge-tilstand, til han havde fundet alle bipperne gemt i sneen. Derudover noterede vi hvor langt bipperne lå gemt fra udgangspunktet, da det selvfølgelig har en indflydelse på hvor lang tid hver enkelt test vil tage.
Testen blev gennemført ved at vi aftegnede en bane på ca. 30 X 40 meter med 60-70 cm urørt, dyb sne. Derefter gemte vi bipperne i sneen og slap vores testpersoner løs. En væsentlig detalje der kan være værd at skrive sig bag øret er, at bipperne skal tændes FØR man gemmer dem. Resultaterne kan vises skematisk som følgende:
Vi lagde ud med at teste den nye S1´s brugbarhed, når en enkelt bipper skal findes (S1-1). Her viste det overraskende resultat at ”rookien”, der ingenting ved om lavine bippere og den lettere erfarne, begge ingen problemer havde med at finde det fiktive offer. Det viste sig endda at størstedelen af deres tider var på den pæne side af de 5 minutter. Den erfarne testperson havde derimod relativt store problemer med at finde frem til den gemte bipper, i tider der bevægede sig lige på grænsen af det acceptable. Han søforklarede dette med en historie om at bipperen havde vist tvetydige signaler, om retningen han skulle gå i. Det skal her retfærdigvis nævnes, at hans selvudråbte erfaringsstatus tilsyneladende kun gælder de gamle analoge bippere.
Derefter gik vi videre til at teste S1´s brugbarhed når flere ofre er gemt (S1-2). Her lykkedes det alle testpersonerne at finde begge begravede bippere relativt hurtigt. Det vil sige inden for 10 minutter. I realiteten var der dog en del forvirring undervejs, idet ingen af testpersonerne før havde brugt en S1 herskede der en anelse tvivl om hvorledes de forskellige symboler på displayet skulle fortolkes. Vi oplevede adskillige gange at den digitale bipper, pludseligt kom med forvirrende og tvetydige signaler, i forhold til afstand og retning. En del af forvirringen skyldes givetvis vores testbanes beskaffenhed. I en regulær nødsituation vil søgepersonen have en fornuftsbestemt ide om hvilken retning offeret ligger begravet. Søgepersonen vil Intuitivt være klar over at offeret f. eks ikke bevæger sig op ad bakken. Sidens hældning og det sidste sted personen blev set tilbyder altså en indikator på hvor søgningen skal intensiveres. På vores testbane var der selvfølgelig ikke denne slags elementer at tage højde for. Det resulterede i, at vi et par gange gik for hurtigt frem og kom til at passerer den begravede bipper. I de tilfælde var der tvivl om retningen, idet bipperne (både de digitale og de analoge) ikke registrere hvorvidt signalet kommer forfra eller bagfra. De registrerer kun afstanden, enten med lyd som på F1 eller som tal på skærmen på S1. Man skal derfor være tålmodig og afvente det stærkeste signal og gå metodisk fremad i et behersket tempo. Men på trods af en smule forvirring lykkedes det trods alt alle at finde de begravede bippere på under 5 min pr. person som var vores målsætning.
Efterfølgende lavede vi en tilsvarende test med den ældre analoge bipper, hvor vi hurtigt måtte sande, at hvis vores rookie Jimmie skulle have mulighed for at teste den analoge model, ville det kræve en del flere instrukser i hvordan der arbejdes med denne type. Testpersoner Martin og Christian blev dog sluppet løs med F1´eren (F1-1). Bortset fra en enkelt blunder, hvor det tog 7:20 min at finde den begravede bipper, levede alle vores test af F1 op til vores tidsgrænse. Et enkelt praktisk problem der opstod undervejs er værd at nævne. Martin havde af og til lidt problemer når han nåede ind i på en afstand af 2 meter. Den procedure der præciserer hvor inden for en 2 meters radius at bipperen er begravet, havde Martin ikke helt fod på. Det gøres ved, at man på baggrund af lydstyrken markere inden for hvilke yderpunkter signalet kan høres. Først markeres yderpunkterne i en retning, hvorefter man midt imellem disse yderpunkter, markere yderpunkterne på tværs. Midt imellem de sidste yderpunkter skulle bipperen/offeret gerne være begravet. Denne procedure havde Christian bedre styr på, hvilket gjorde at hans resultater lå ret stabilt på den pæne side af tidsgrænsen.
Det var omtrent det samme billede der kom til udtryk da F1 skulle testes i forhold til at finde to bippere (F1-2). Alle bipperne blev fundet inden for den acceptable tidsramme. Det skal dog påpeges at det kræver lidt færdigheder at finde to bippere med en analog model. Det skyldes at det eneste man har, at navigere efter er lyd-intensitet. Når der er to bippere begravet, vil man få to signaler med forskellige lyd intensiteter, alt efter afstanden til hver af dem. Det betyder samtidigt, at der vil være et punkt midt imellem de to begravede bippere hvor lyd intensiteten er den samme, hvilket selvfølgelig indebære lidt forvirring. Problemet er dog ikke større end at almindelig sund fornuft kan løse det. Det kræver igen at man går systematisk og tålmodigt til værks og at man er i stand til at ignorere det signal man allerede har fundet, og ikke bevæger sig tilbage i den retning.
Det afsluttende indtryk er derfor at de nye bippere afgjort er brugervenlige og funktionelle. Det betyder dog ikke at de gamle bipper ikke længere kan bruges eller at de indebærer uacceptable risici. Det var i højere grad den enkeltes fortrolighed med brugen af bipperen der definerede helhedsindtrykket. Altafgørende er altså, at der uanset model, trænes jævnligt med bipperen. Hvis man er fortrolig med de gamle bippere, er de ligeså pålidelige og forsvarlige at bruge, som de nye. Overordnet set kræver S1 dog mindre træning end de analoge bippere. Selvom det under alle omstændigheder ikke kan anbefales at undlade at træne.
Opsummering af fordele og ulemper:
For yderligere testnørderi kan flere modeller og andre mærker vurderes her: http://pistehors.com/backcountry/wiki/Gear/Avalanche-Transceivers
Da testen blev gennemført i de svenske højfjelde omkring Sälen (læs: Pandekagefjelde) er det begrænset med drabelige linier der blev kørt. Det bedste fjeldene kunne tilbyde var et miniature windlip på toppen af det der med god sans for markedsføring bliver kaldt ”væggen” .
Ingen stjerner modtaget
Kategori: Fri debat Action:  Kommentarer (1)  RSS Feed
|
 |
|
||||||
Det sker på bloggen
Blog og vind
Vær aktiv i bloggen og vind kolde kontanter. Vi præmierer både dig, som skriver de fleste blogs og dig, der får de bedste ratings.
